Navnet Valpolicella betyder faktisk "dalen med de mange kældre", hvilket fortæller noget om hvor vigtig vinproduktionen altid har været i dette område. Hovedstaden i Valpolicella-distriktet er Negrar og her hører mange af de store vinhuse hjemme. Siger man Valpolicella, siger man automatisk også Amarone og kenderen vil kunne nikke genkendende til termer som Recioto og Ripasso. Amarone er Valpolicella's bud på en verdensklasse vin, og de fleste kan nok blive enige om at der virkelig laves fantastiske eksemplarer af denne vin. Desværre produceres der på må og få, og den lovmæssige garanti for kvalitet er ikke altid til at stole på. Omvendt har det også sin charme at det stadig er muligt, at finde små lokale vinbønder, til tider ukendte for alverdens vinbøger, som rammer plet i en enkelt årgang.
Alle Valpolicella vine er røde og laves primært på druerne Corvina Veronese (Corvina), Rondinella og Molinara, men der kan sagtens indgå 4 andre druesorter, som dog maksimalt må udgøre 15% af vinen. Almindelig DOC Valpolicella er en let og velduftende vin med meget frugtsmag, der minder om kirsebærsten med sin blanding af frugt og en let bitterhed. Derudover laves der en Superiore der skal indeholde mindst 12% alkohol og er lagret i minimum et år. Lagringen gør at disse vine er mindre frugtfyldte, men ofte også mere komplekse fordi tanniner fra fadet spiller ind. De bedste Valpolicella vine er Classico vinene. Classico indikerer at de kommer fra den inderste zone, som hovedsagligt er små terrasse-vinmarker beliggende omkring Negrar. Netop dette Classico distrikt er faktisk årsagen til at Valpolicella endnu ikke er blevet DOCG. Classico bønderne holder stædigt fast i at det er kun er Classico området der skal ophøjes, mens resten skal forblive som DOC. Bønderne udenfor Classico er selvsagt uenige, og derfor har man endnu ikke fundet ud af noget.
Som nævnt er Amarone della Valpolicella områdets flagskib og i denne vin må kun druerne Corvina, Rondinella og Molinara indgå. Betegnelsen Amarone angiver at vinen er tør - "amaro" betyder bitter. Det er en helt speciel type vin fremstillet efter Passito metoden af druer, der efter høsten lufttørres på stråmåtter indtil januar/februar. Ved tørringen taber druerne 35-45% af vægten, da en del af væsken fordamper og druerne bliver angrebet af den ædle råddenskab (botrytis). Dette kaldes for "appassimento", og betyder at smagsstoffer og sukkerindhold koncentreres, og man ender med en vin fuld af kraft, varme, krydderier og en høj alkoholprocent (typisk 14 - 16 %). Fremstillingen af en Amarone indebærer måneders risikofyldt lufttørring af druerne - de rådner hvis luftfugtigheden er for høj. Fremstillingsmetoden og den lange fadlagring (op til 25 måneder) er med til at prissætte Amarone, og det er vine hvis pris ligger et godt stykke over almindelig hverdagsvin. Amarone dufter typisk af blommer, chokolade og rosiner, mens smagen ofte er både sød og bitter, men fyldt med kraft nuancer fra duften.
En anden virkeligt spændende vintype er Recioto della Valpolicella. Ordet Recioto kommer af en lokal dialekt hvor "Recie" betyder "Øre" og vinen er en sød sag, der oftest anvendes til aperitif eller dessert. Årsagen til henvisningen til lytteorganet er, at et druebundt tit har to små klaser kaldet ørerne, som stikker ud fra bundtet. Tidligere havde ørerne ry for, at være af bedre kvalitet da de stikker ud og derved får mere sol, men med tiden har teknikken gjort at resten af druebundtet har samme kvalitet som ørerne. Lokalt er kvaliteten af en bondes Recioto langt mere afgørende for bondens renomme end hans Amarone eller Valpolicella. Fremstillingsmetoden er den samme som for Amarone vinene, men hvor Amaronen får lov til at gære helt ud, så stopper gæringen i reciotoen for tiden så der stadig er restsukker. Amarone-vine er derfor mere tørre end Recioto og har en højere alkoholprocent.
Den sidste Valpolicella vintype er Ripassoen. Det italienske ord ripasso betyder "passeret igennem endnu en gang", og det bruges om en teknik, der sætter ekstra smag og alkohol på Valpolicella-rødvinene. Når man om foråret er færdig med at lave Amarone af de tørrede druer, bruger man drueskallerne "endnu en gang" til Valpolicella. Derefter lader man simpelt hen Valpolicellaen hvile nogen tid i fade, som lige er blevet tappet for Amarone. Amarone-resterne indeholder sukker nok til, at en ny gæring går i gang, og ved kontakten med drueresterne får vinen mere alkohol, farve og fylde. Smagsmæssigt bliver vinen rundere, fyldigere og blødere efter at have passeret Amarone-fadet. |
| Valpolicella is in the region Veneto i Italien. |
