Sherry er en fællesbetegnelse for de forstærkede vine der fremstilles omkring byen Jerez de la Fronteca i det sydvestlige Spanien. Selve ordet Sherry er en engelsk forvanskning af det spanske Jerez, mens Xérès er den franske pendant. Disse ord optræder i dag på alle sherry vine der fremstiller DO Sherry og er dermed forbrugernes garanti for vinens ægthed. Byen Jerez er en af Spaniens ældste vinproducerende byer og man regner med at den blev grundlagt af fønikerne ca. 1100 år f. k.. Sidenhen kom området under karthagensk og romersk styre for i 700-tallet at blive erobret af maurerne. På trods af Islam's forbud mod alkohol fortsatte produktionen af vin og da området blev kristent igen i 1400-tallet blev denne produktion ekspanderet. De forstærkede vine kunne bedre tåle sørejser end de almindelige vine og det betød at der allerede i 1500-tallet blev udskibet store mængder til især England og da de amerikanske kolonier kom til, blev store mængder vin sendt derover. I de følgende århundrede levede området en omtumlet tilværelse med måde succeser og fiaskoer. Efter første verdenskrig var eksporten enorm, men efter anden verdenskrig brød handlen helt sammen. Der blev bygget lidt op igen indtil midten af 1970'erne, men siden da er det igen gået tilbage og vinmarkernes areal er i dag halveret i forhold til 1970'erne. Der laves mange forskellige sherry typer men fælles for dem er at de fremstilles af Palomino (95%), Pedro Ximénez (PX) og Muscat of Alexandria druer. Når druerne er høstet presses de og derefter tilsættes alkohol og vinen fyldes på store fade. Fadende fyldes ikke helt op og de forsegles ikke i toppen hvilket betyder at luften kan komme til vinen. Det burde egentlig betyde at vinen bliver eddike, men heldigvis findes der en speciel gærsvamp kaldet \"Flor\" som for det meste overtager vinens overflade og lægger sig som en fin hinde. Under denne hinde bliver Fino sherryen til. Fino sherry er en let bitter, sprød og knastør vin, der skal drikkes iskold. Hertil kommer at Fino'en også skal drikkes helt ung så den bevarer sin sylespidse friskhed, og normalt holder den kun et år på flaske. Derefter forekommer den oxideret og farmoragtig, og så kan man godt gå ned og bytte den. Vinen ligger på mellem 15 og 17% alkohol og smager i virkeligheden kun godt hvis den er helt ung, så den bevarer sin sprøde friskhed. En anden tør Fino type er den såkaldte Manzanilla som lagres i fade tæt ved havet, der for dem til at udvikle en særligt salt og jordagtig karakter. Disse vine er ofte lettere end Fino'erne og besidder næsten altid den lidt tangagtige salte smag. Fælles for både Fino og Manzanilla er at de er skabt under det beskyttende flor lag. Dette lag beskytter også de vine der kaldes Amontillado og som i princippet blot er en Fino der har været så længe på fad at den har mistet sin friske frugt og fine klarhed. I stedet er vinens farve blevet gylden og frugten erstattet af en tæt nøddeagtig tone. Disse vine tilsættes let sødme og forekommer derfor halvtørre. Det samme gælder for typen Oloroso der fremstilles af vin hvor flot lagret af den ene eller anden grund er gået til grunde under processen. Oloroso vinene er derfor mere oxideret end Fino typerne fordi luften har haft mere adgang til vinen. Derudover har den tilbragt så lang tid på fad at luften har farvet den fint gylden. Vinen er naturligt tør, men oftest tilsættes der sødme til den så den i stedet bliver halvtør. Det er vine der er meget fattigere på syre, meget fyldige og intense i deres udtryk. Meget ofte forarbejdes Oloroso vinen yderligere for at blive til søde sherry vine der kaldes for enten Brown eller Cream. Forarbejdningen sker ved at man tager noget af den intenst søde vin der fremstilles af Pedro Ximénez druer og hælder i. Dette giver meget svingende resultater og vinene kan være alt fra fantastiske og elegante sager til ufatteligt kedsommelige, grænsende til udrikkelige. Sherry fremstilles uden årgangsangivelse, men alligevel ser man nogle gange et årstal på flasken. Dette skyldes det Solera system man bruger til at blande vinene fra forskellige år. Årstallet på flasken angiver hvilket år fadet blev fyldt første gang og siden har man hvert år tappet lidt af i bunden og hældt lidt på i toppen. Det betyder at der altid vil være lidt af den ældste vin i flasken og at kvaliteten kan holdes ret ensartet fra år til år. |
The region Sherry / Jerez / Xérès is in Spanien. |