Ticino – eller Tessin som området kaldes på tysk – er Schweizernes foretrukne ferieområde, men det er også hjemsted for nogle af alpelandets absolut bedste rødvine. Turistindustriens evige krav om mere plads til ferielejligheder og hoteller presser – sammen med konkurrencen fra oversøiske producenter – det beplantede areal tilbage, men der er fortsat omkring 1100 hektar druer i Ticino, og dermed er området det fjerdestørste vinområde i Schweiz.
Selvom Ticino er en del af Schweiz, er området meget anderledes end de andre schweiziske vinområder. Klimaet er mildere, indbyggerne taler italiensk og vinmarkerne er som regel små parceller, der klamrer sig til klippesiderne og ligger ganske spredt. De nordligste producenter befinder sig helt oppe ved Gotthard tunnelen og landskabet deroppe, er naturligvis præget af alpernes kølige klima. Hvis man kører sydpå fra Gotthard – som så mange danske ferierejsende gør hvert år – så bliver landskabet hurtigt mere og mere middelhavsagtigt. Bevares, landskabet er ikke som i f.eks. Toscana, men her er også grønne bakker og kønne søer, som er yndede turistmål.
Druerne vokser selvsagt forholdsvist højt oppe. I området omkring byen Locarno – hvor nogle af de bedste vine i Ticino fremstilles – befinder planterne sig i omkring 220 meters højde, men i bjergdalene vokser der tit druer op til 700 meter over havet. Jordbunden varierer ligeledes meget fra sted til sted. Geologisk deler Ticino sig nogenlunde omkring bjerget Monte Ceneri. Nord for dette bjerg er jordbunden let og præget af granit, skifer og sand. Det betyder, at de forholdsvis store regnmængder der kommer i Ticino, kan løbe væk fra markerne. Syd for Monte Ceneri er det ganske anderledes: Jorden er af vulkansk oprindelse og her er både moræne, ler og kalk i undergrunden og nogle steder er jorden endda særdeles frugtbar. For at undgå de voldsomme regnskyl, dyrker man som regel druerne i terrasser så vandet kan løbe fra, uden at skade druerne.
Vejrmæssigt er Ticino normalt det mest solbeskinnede hjørne af Schweiz. Her er gennemsnitligt omkring 2200 solskinstimer om året, men omvendt er det også enormt regnfyldt, i det der falder omkring 1900 mm. regn pr. år. Læg hertil, at det ikke regner ret tit, men at når det så endelig gør det, så er det som om selve syndfloden kommer og du har opskriften på et klima, der synes svært at dyrke vin i. Heldigvis har tessinerne dyrket vin her siden romertiden og ved at anlægge vinen på terrasser og på jorde, hvor vandet kan komme væk fra har de løst en del af problemet. Herudover anvender de læsejl over rækkerne for at skærme mod hagl og regnskader, og dermed har de faktisk skabt muligheden for at lave ganske store vine, i et ellers vanskeligt klima.
På grund af de mange solskinstimer og jordbundsforholdene, er Ticino så afgjort et rødvinsområde. Hele 93% af den beplantede areal består af blå druer, men kun omkring 86% af produktionen er rødvin. Dette skyldes, at tessinerne har tradition for at vinificere nogle af deres blå druer (hovedsageligt Merlot) uden kontakt med skallerne, for at lave hvidvine på dem. De lokale er ganske stolte af deres ”bianco de Merlot”, men det er sjældent vine, der er værd at skrive hjem om. De er tit neutrale og syrefattige og derfor bliver de let lidt kedelige. Når det er sagt, bør man alligevel prøve dem hvis man er på stedet. De er ganske læskende på en varm og fugtig sommerdag.
Udover de hvide Merlot vine fremstilles her hvidvin på Chardonnay, Sauvignon Blanc, Chasselas, Kerner, Sémillon, Doral, Müller-Thurgau og Pinot Gris. Chardonnay vinene fra de bedste producenter, er ved at nå internationalt niveau, men ellers er der langt mellem de gode hvidvine fra Ticino. Det mest positive ved tessinske hvidvine er, at der er langt mellem de kønsløse vine på den schweiziske nationaldrue Chasselas.
Rødvin fra Ticino er langt mere interessant end hvidvinene og det gælder specielt vinene på Merlot, som så afgjort er områdets stolthed og vartegn. Alene det faktum at hele 81% af det beplantede areal i Ticino er dækket af Merlot, gør det klart at denne drue er altdominerende. Når man har set hvor dominerende Merlot er i dag, er det svært at forstå at det kun er lidt over 100 år siden at druesorten kom til Ticino, men det var faktisk først i 1906 at de første Merlot stokke blev sat i Ticino.
I 1870’erne var Ticino næsten dækket af vinmarker og hele 8000 hektar blev benyttet til vinavl. Men så blev planterne først ramt af svampesygdomme og derefter kom vinlusen og gjorde arbejdet færdigt. Arealet skrumpede voldsomt ind mens man prøvede på at finde en kur mod vinlusens hærgen og de dominerende sorter som Bondola (Freisa) forsvandt mere eller mindre fra markerne. Da man fandt ud af at podning på amerikanske rødder var løsningen, begyndte man at importere amerikanske vinplanter og den dag i dag kan man stadig støde på vine lavet på sorten Americane. Desværre giver denne sort den klassiske smag af ”våd rævehale” og derfor benyttes den i dag mest til Grappa.
Fordi vinlusen havde ødelagt det meste af det naturlige druemateriale, gik man i gang med at forsøge at finde ud af hvilke sorter, der passede til både klima og jordbund. Alderige Fontuzzi fik til opgave at lede genopbygningen af vinindustrien i Ticino, og han prøvede mange forskellige sorter, før han i 1906 var overbevist om at Merlot var svaret.
Alligevel var det først i 1940’erne at Merlot virkelig slog igennem som Ticino’s ”nationaldrue” og i dag er den - som sagt - alt dominerende. Her laves både hvidvine og rosé på Merlot, men hovedparten går til de gode, saftige og krydrede rødvine, der skal drikkes med deres ungdommelige frugt i behold. Det er ofte ganske gode vine og man kan tit finde gode køb til forholdsvis (vi er jo i Schweiz, så intet er billigt) få penge. Udover de almindelige rødvine, laves der også en del Merlot efter fransk forbillede. Nye fade og stram drueselektion giver meget store (og naturligvis dyre) og karakterfulde vine der lagrer flot, og som klart hører til den absolutte top indenfor Schweizisk vin. Hvis man er glad for de store Merlot baserede Bordeaux vine som Saint-Émilion og Pomerol, bør man bestemt prøve nogle af disse schweizisk-italienske bulderbasser. De er sjældent så dyre som deres forbilleder i Bordeaux og nogle af dem er lige så gode!
Udover Merlot, produceres der også rødvine på druer som Pinot Nero (Pinot Noir), Bondola (Freisa), Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Syrah, Carminoir, Diolinoir og den nye stjerne Gamaret. Enkelte producenter laver gode vine i international stil på Syrah, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon, men de meste interessante vine er dem på Gamaret og Bondola (Freisa). Gamaret giver gode krydrede vine med masser af farve og en fin tannin struktur, der gør at de godt kan klare fadlagring og på det seneste er der begyndt at dukke en del flotte eksemplarer op. Bondola (Freisa) er – om nogen – den indfødte og oprindelige tessinske drue, men efter lang tid i glemslen og i glasset hos undseelige lokale kroer, er den nu på vej tilbage på stjernehimlen, stærkt hjulpet af nogle entusiastiske og ambitiøse producenter. Som andre steder giver Bondola (Freisa) rustikke vine med en saftig syre og en herlig og meget markant kirsebærfrugt.
|
