click here to go to the frontpage    

 

Wine Library

Santenay

Allersydligst på Côte d’Or i Bourgogne ligger AOC Santenay og her produceres både fine rødvine på Pinot Noir og pæne hvidvine på Chardonnay. Santenay er – målt i areal - en af de største appellationer i Bourgogne og med sine næsten 400 hektar, overgås den kun af Beaune, Meursault og Gevrey-Chambertin. Jordbunden har sine steder meget kalk, som i Chassagne-Montrachet, men når man bevæger sig væk fra bakken og ud i dalen, bliver her mere leret og på den måde minder området lidt om det østlige Møn. Den frugtbare jord betyder at vinen skal beskæres kraftigt for at fokusere plantens kraft og netop det betyder at vinene ofte er lidt lettere og mindre elegante end så mange andre steder i Bourgogne.
  Den hvide Santenay ses ikke så hyppigt som den røde, men når den dukker op er det som regel i form af gedigne og klassiske Chardonnay vine, i en stil der minder mere om Meursault end Chablis. De har som regel fået lidt fad som gør dem fede og frugtfyldte med en tone af hvid peber, men ofte mangler de elegance og forekommer således lidt rå og rustikke i det.
  Den røde Santenay varierer en del i stil fra producent til producent, men som regel vinificeres den til en stringent og forholdsvis let, frugtdrevet Pinot Noir vin med toner der går i retning af ribs og rabarber. Oppe på skråningerne bliver vinene mere mørke og kraftige, men der er næsten aldrig den store elegance og kompleksitet man ser andre steder i Bourgogne. I stedet er det saftige og let drikkelige vine, som ikke kræver for meget af sin konsument, men er lige til at gå til og som ofte smager ganske godt. Det er sjældent store gemmevine, men vine der er produceret for at blive drukket her og nu, og når man sammenligner priserne på vinene med priserne andre steder i Bourgogne, bliver man sjældent skuffet over disse vines pris og kvalitetsforhold.
  Som i alle andre appellationer i Bourgogne er der udpeget forskellige Cru’er i Santenay: Clos de Tavannes, La Comme, Gravières, Beauregard, Passetemps, Beaurepaire, La Maladière, Grand Clos Rousseau, Clos Rosseau og Forneaux.

Santenay is in the region Bourgogne i Frankrig.