Denne blå drue er den tredjevigtigste i Piemonte i Italien og den dyrkes også næsten udelukkende dér. Dolcetto modner tidligt (op til fire uger før Nebbiolo'en) og det gør det muligt for bønderne at plante den de steder hvor Barbera og Nebbiolo ikke kan modne ordentligt. Den står ofte meget højt oppe eller på mindre gunstige vinmarker. Dolcetto har en stor modtagelighed overfor svampesygdomme og en tendens til at smide klaserne på kolde morgener i september, men ellers er den nem at dyrke. Til gengæld er det langt sværere at lave god vin på den. Dolcetto har et meget lavt indhold af syre (i hvert fald sammenlignet med den syrerige Barbera), og derfor føles den "Dolce" (sød) i munden. Derudover har den utroligt meget garvesyre, som gør det meget svært ikke at få en meget "garvet" vin. Alligevel skabes der dog fremragende tørre, gummerensende vine på Dolcetto. Disse er ofte friske og med en behagelig sødme. I smag minder de lidt om vinene på Beaujolais og de skal generelt drikke unge og serveres let afkølet. |