klik her for at komme til forsiden    

 

Vinoversigtens Bibliotek

Nebbiolo

Nebbiolo er uden tvivl den vigtigste drue i Piemonte og det på trods af at den kun står bag ca. 3% af områdets vinproduktion. Den har været beskrevet og hyldet siden 1200-tallet og i middelalderen var straffen hængning eller dekapitation af højre hånd, hvis man fældede en Nebbiolo plante. Druens navn kommer af "Nebbia" der betyder "tåge" og dette er da også et hyppigt fænomen i Piemonte i oktober, hvor druerne høstes.
  Nebbiolo druen modner sent og høsten varer som regel til midten af oktober, og derfor skal den helst stå på de mest gunstige skråninger der vender mod syd eller sydvest. Planten er meget sart og jordbunden spiller en stor rolle for dens vins kvalitet. Kalkholdig mergel jord er helt perfekt til den, og da denne hovedsageligt jord findes i Barolo og Barbaresco, er det her den når sit ypperste. Det er fremragende, aromatiske vine med en fyldig smag der balancerer med den ret høje syre og kraftige garvesyre den indeholder. Generelt besidder den lille Nebbiolo drue masser af frugt og syre. Den har noget blomme og kirsebær over sig når den er ung og med alderen udvikler smag af både trøfler og violer.
  Udenfor Piemonte dyrkes der lidt Nebbiolo i ¤Valle d'Aosta/¤ og Lombardiet, men ingen steder når den op på de højder den har i Piemonte. Netop disse store vine har gjort at man i dag eksperimenterer med Nebbiolo over det meste af den nye vinverden. Succesen lader dog vente på sig, selvom producenter i Washington, Californien og Australien på det seneste har vist, at der er muligheder også udenfor Piemonte.

Synonymer: Nebbiolo, Spanna, Picoutner, Picutener, Chiavanesca.