klik her for at komme til forsiden    

 

Vinoversigtens Bibliotek

Algeriet

Indtil selvstændigheden i 1962 var Algeriet en af verdens største vineksportører og i efterkrigstiden var landet klart den største eksportør på kloden. Aftageren var hovedsagelig Frankrig, som brugte den kraftige middelhavsvin til at blande i deres egne sjaskede landvine. Efter selvstændigheden udvandrede næsten en million franske kolonister, med det meste af landets vinekspertise og industrien faldt totalt sammen.
  I dag laves der ikke ret meget vin i Algeriet og det der laves, har ofte en tvivlsom kvalitet. Det varme middelhavsklima skinner tydeligt igennem i vinene, men der fremstilles alligevel nogle få kvalitetsvine inde i landet, hvor bjergenes kølighed gør druerne godt. Det ser ikke ud til at vinproduktionen i Algeriet kommer i gang igen foreløbig, og hvis oppositionen får held med at omdanne landet til en Islamisk stat, så vil vinproduktionen i landet ganske sikkert gå helt i stå.