Toscana ligger i den nordlige del af mellem Italien og grænser op til provinserne Lazio, Umbrien, Marche, Emilia-Romagna og Ligurien. Sammen med Piemonte er Toscana det vinøse Italiens bannerfører, men hvor Piemonte er karakteriseret ved bjerge og køligt klima, så er Toscana langt mere bakket og sommeren er varmere. Landskabet er utroligt malerisk med venlige bjergskråninger beklædt med cypresser, oliventræer og vinmarker, og det er således intet under at de danske guldaldermalere i 1800-tallet malede mange billeder hernede. Vinstokkene er hovedsageligt plantet i 100-500 meters højde og deroppe blæser som regel en kølig vind fra Appenninerne som køler druerne af om natten. Toscana's vinhistorie går meget langt tilbage og allerede i år 800 f.k. begyndte etruskerne at handle med den vin de fremstillede. Ud fra arkæologiske udgravninger har man kunnet fastslå, at de sorter som anvendtes dengang, er meget nært beslægtede med vore dages Sangiovese og Trebbiano. I Middelalderen sørgede de rige købmandsfamilier for at her blev dyrket og handlet med masser af vin. Familierne var så rige at mange af Europas konger var økonomisk afhængige af dem og de solgte således store mængder vin allerede i 1300-tallet til folk som Edward den 1. af England. Med op- og nedture har Toscana siden da været helt fremme, som et af verdens bedste vinområder. Den største nedtur i nyere tid var i 1956, da hård frost slog næsten alle vinstokkene og oliventræerne ihjel, og folk måtte flygte fra kulden og den deraf følgende økonomiske ruin. Mange landsbyer blev helt affolket og vinmarkerne lå øde hen. I 1960'erne kom velhavende drømmere til, købte gårde op og startede en stille fremgang igen. I 1970'erne steg kunsten og siden 1980'erne har der igen været fuld damp på vinavlen i Toscana. Det spændende ved toskansk vin er de mange vinøse trends og ideer, der hele tiden bobler og skaber nye spændende vine: Moden skifter hurtigt og dynamisk på en næsten anarkistisk måde, og det betyder meget stor vinmæssig alsidighed. Toscana er generelt rødvinsland og den klassiske vin er Chianti, der skabes på den ligeså klassiske Sangiovese. Denne drue er den bærende kraft i den toskanske vinindustri, hvad enten den blandes med Canaiolo Nero, Mammolo, Malvasia Blanc og Trebbiano som i Chianti eller den vinificeres alene som i Brunello di Montalcino. Udover de klassiske vine fra Chianti, findes her også masser af nyskabende områder som f.eks. Bolgheri, hvor man eksperimenterer med internationale sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Syrah, hvilket som regel giver stor succes. Det spændende ved alle disse vine er at nyt og gammelt ikke blot støder sammen i konflikt, men mødes i harmoni og skaber nye klassikere, som f.eks. Supertoscanerne. Der fremstilles også rosé (på samme druer som de røde vine), sød Vin Santo og hvidvin i Toscana, men alle disse vine har sjældent samme verdensklasse niveau som rødvinene. Hvidvinen præges generelt at kedelige sorter som Trebbiano og Malvasia Blanc, men internationale sorter som Chardonnay, Pinot Bianco (Pinot Blanc) og Sauvignon Blanc vinder langsomt frem, og med dem stiger kvaliteten af de ellers ret tynde vine. De bedste toskanske hvidvine produceres dog på mere lokale sorter og Vermentino (Rolle) fra Monteregio di Massa Marittima, samt Vernaccia fra Vernaccia di San Gimignano, er i dag blandt de bedste hvidvine herfra. |
The region Toscana is in Italien. |