Klicken Sie hier um vieder zu die Startseite zu kommen.    

 

Medlemsfordele

Vinoversigten er lavet af vin-entusiaster til vin-entusiaster og et medlemskab af Vinoversigten giver en række fordele, som andre vin-sider enten ikke tilbyder eller tager penge for. Medlemmer har adgang til mere funktionalitet på siden, gratis vinkældersystem, konkurrence og kan samtidig deltage i debatfora, anmelde vin og meget, meget mere som er beskrevet herunder.

Almindeligt medlemskab af siden er ganske gratis, du forbliver anonym og medmindre du specifikt ønsker det, sender vi ingen mails til dig.

Vinoversigten tilbyder sine medlemmer gratis adgang til følgende:

Mulighed for at Anmelde Vin

Alle medlemmer på Vinoversigten har adgang til selv at anmelde den vin de smager. De fleste mennesker mener at de ikke ved nok om vin til at anmelde den, men på Vinoversigten mener vi at den holdning ikke er særligt gavnlig. Naturligvis kan alle ikke vurdere om en vin er teknisk vellavet, om den udtrykker det lokale terroir og om den faktisk skal smage som den smager. På den anden side kan alle let sige om de synes en vin smager godt eller ej, og de er som regel også i stand til at sige noget om hvor godt de synes den smager.

På Vinoversigten vil vi meget gerne have at vores medlemmer tager stilling til den vin de smager og siger deres mening om den. Du behøver bestemt ikke at være vinekspert for at kunne sige noget om hvordan en vin smager og om du synes om den. Vores mål er at få mange forbrugere til at anmelde den vin de smager. Der er også flere eksperter der anmelder vine på Vinoversigten og ved at kombinere anmeldelser fra både eksperter og forbrugere, forsøger vi at opnå et retvisende billede af hvor gode de forskellige vine er, således at andre forbrugere kan få gode vin oplevelser.

Vi mener at der er fire gode grunde til at anmelde vin på Vinoversigten:

For det første opnår du en god og let tilgængelig oversigt over sine smagenotater og det bliver lettere at huske hvilke vine du har smagt. Langt de fleste mennesker husker bedre, når de har skrevet en oplysning ned; ikke fordi de læser det bagefter, men fordi det at skrive noget ned virker fremmende på hukommelsen. Hertil kommer, at du altid vil have dine smagenotater i databasen, når du først har tastet din anmeldelse ind.

For det andet er det at anmelde vin som regel en ganske hyggelig social beskæftigelse. En anmeldelse kan både være en anbefaling eller en advarsel og det er altid interessant at diskutere vine i gode venners lag. Hertil kommer at det ofte er ganske sjovt at anmelde en vin, som en ven, et familiemedlem eller en anden bruger tidligere har anmeldt, fordi du kan sammenligne egne indtryk fra vinen med den tidligere anmelders. Hvis man sætter sig et par stykker sammen og smager en vin blindt, vil man blive forbløffet over de forskellige nuancer, hver enkelt synes at kunne finde i vinen. Blindsmagning på denne måde er altid en fornøjelig sport.

For det tredje giver hver anmeldelse et lod i Vinoversigtens månedlige konkurrence. Jo flere anmeldelser på en måned, jo flere lodder og desto større vinderchancer. Siden konkurrencen startede i 2001 har mange medlemmer modtaget vinpræmier, som altid består af vine som andre medlemmer har anmeldt positivt.

For det fjerde er dine anmeldelser med til at råde andre forbrugere om hvor de gode vinkøb findes (og ikke findes) og på denne måde hjælper netop dine anmeldelser andre mennesker til at få større glæde ved den vin de drikker.

Når man har prøvet det et par gange tager det kun ganske kort tid at anmelde en vin. Det er bedst, hvis der noteres så mange detaljer om vinen som muligt, så andre kan finde vinen, men der skal kun få ting til for at man kan anmelde den. Vi anbefaler at du downloader vores smageskema og printer et par eksemplar ud. Vin er til hygge og ro, og derfor er det jo sjældent man sidder med et glas foran skærmen. Hvis man har smageskemaet ved hånden er det lettere at gøre sig sine notater, og så kan man senere taste det ind på "anmeld" siden. Denne side er identisk med smageskemaet, så det er ligetil at overføre dataene.

Vil du vide mere om at anmelde vin har vi lavet en guide om emnet, og vi har ligeledes to separate guides om vores point - og prispointsystem.

Gratis Vinkælder System

Som en integreret del af Vinoversigten tilbyder vi også vores medlemmer at bruge vores vinkælder system. Systemet er bygget efter samme skabelon som vinanmeldelserne, så de to dele er kædet sammen: du kan anmelde en vin direkte fra din kælder og du kan lægge en vin fra en anmeldelse direkte i kælderen, uden at skulle angive andet end antallet af flasker. Hertil kommer at funktionaliteten også giver dig mulighed for at kopierende eksisterende vine i din kælder således at du hurtigt kan lægge flere forskellige årgange ned i din digitale vinkælder. På hver vin kan du også angive hvornår vinen er drikkeklar og hvornår den helst skal have været drukket, således at du kan blive gjort opmærksom på, at det nu er tid til at drikke nogle af dine vine.

Systemet giver dig ligeledes mulighed for at holde styr på flere forskellige kældre på en gang. Du kan indstille hvordan din kælder som standard skal sortere dine vine, du kan sætte systemet til automatisk at reducere antallet af flasker i kælderen når du anmelder en vin fra kælderen eller slette vinen, hvis det var den sidste flaske. Hertil kommer at systemet giver dig mulighed for at sortere dine data på flere forskellige måder, at udskrive en nem oversigtsliste som du så kan notere på løbende, således at du ikke hele tiden skal have en computer åben, når du drikker af din vin.

Til sidst har vi lavet statistik i kældersystemet, som giver dig mulighed for at skabe dig et overblik over dine kældre. Du kan se hvordan vinene fordeler sig på de forskellige vintyper, fordelingen mellem lande, kælderens værdi, antal forskellige vine osv. osv. Du kan læse mere om hvordan vinkældersystemet fungerer i vores vinkælderguide.

Udvidede Søgemuligheder

Vinoversigtens vinanmeldelser ligger naturligvis i en vindatabase som alle frit kan søge i, men vores medlemmer har adgang til udvidede søgemuligheder. Udover mulighed for at søge efter vinens navn, type, land, gennemsnitskarakter, gennemsnitspris, anmeldelsesperiode, vinhandler, druer, årgang, region, klassifikation og anmelder, kan medlemmer også søge efter vine smagt på en bestemt dato, lavet af en bestemt producent eller efter vine hvor anmelderen har brugt bestemte ord eller vendinger i sin vurdering af vinen.

Medlemmer har også mulighed for at specificere, at de kun vil søge i egne anmeldelser og hertil kommer, at medlemmer kan bestemme hvordan søgeresultaterne skal sorteres og hvor mange søgeresultater de vil se pr. side.

Modtage Nyhedsbrev

Hver måned udsender Vinoversigten et nyhedsbrev hvor vi kårer månedens vin, viser top 10 over de vine som medlemmerne har anmeldt i den forløbne måned og fortæller om ting og sager fra vinens verden, samt ny funktionalitet på siden. Medlemmer kan modtage nyhedsbrevet hvis de ønsker det, men det står alle frit for at vælge om de ønsker nyhedsbrevet eller ej.

Udvidet Funktionalitet i Mad & Vin Systemet

På Vinoversigten har vi også lavet et omfattende mad og vin system, som skal hjælpe forbrugere med at vælge den rigtige vin, til den rigtige mad. Normalt linker systemet til Vinoversigtens vindatabase, men medlemmer har mulighed for at linke til artikler i Vinoversigtens bibliotek i stedet for og på den måde læse om vinen i stedet for at søge efter den.

Adgang til Debatforum

Vinoversigten er til for medlemmerne og derfor har vi også lavet et debatforum, hvor alle medlemmer kan stille spørgsmål til hinanden og diskutere ting fra vinens verden. Der er offentlige fora, som alle kan læse med i, og fora udelukkende for medlemmer. Kun medlemmer der er logget ind, kan deltage i debatten på Vinoversigtens debatforum.

Konkurrence

Hver måned udlodder Vinoversigten en flaske vin, til et tilfældigt medlem som i løbet af måneden har skrevet en vinanmeldelse. Vinen er altid en flaske som et andet medlem har anmeldt positivt, og på den måde håber vi på kun at udlodde gode flasker. Alle anmeldelser deltager på lige fod i konkurrencen og det er således helt tilfældigt hvem der vinder vinen, men desto flere anmeldelser desto flere lodder i konkurrencen.