| Pignolo er en blå drue der hovedsageligt dyrkes i Friuli i det nordlige Italien, hvor den har vist lovende takter. Druen omtales allerede i 1600-tallet og i 1700-tallet var den "fremragende, sorte vin" højt værdsat af munkene i området. Pignolo gik i mange år kraftigt tilbage fordi den giver et lille udbytte, og da EU's landbrugsordninger betalte pr. liter, var druen en dårlig forretning for bønderne. I dag har den dog fået en mindre renæssance fordi den beskedne mængde vin er af ganske god kvalitet. De fyldige, mørke pignolo vine har vist sig at være velegnede til lagring på små egefade, og resultaterne er ganske opmuntrende. |