| Denne blå druesort er en krydsning mellem Carignan og Cabernet Sauvignon. Krydsningen blev foretaget i Californien og ideen var at kombinere de gode smagsmæssige egenskaber fra Cabernet Sauvignon, med Carignans produktivitet og varmeresistens. Ruby Cabernet havde sin glansperiode i 1960'ernes Californien, men siden er den gået tilbage fordi vinen er en smule speciel. Det er som regel friske vine der domineres af masser af frugtsyre og røde ribs. Udover Californien dyrkes Ruby Cabernet af en del producenter i Australien og Sydafrika. Selvom sorten oprindeligt var fremavlet til varmt klima, er bedste resultater blevet skabt i mere kølige egne. |