VR Estremadura ligger nord for Lissabon i det vestlige Portugal og strækker sig helt op til Bairrada i Beiras. Området dækker DOCp'erne Alenquer, Arruda, Bucelas, Carcavelos, Colares og Obidos, samt IPR områderne Alcobaço, Torres Vedras og delvis Encostas de Aire (der overlapper med Beiras). Estremadura er kvantitetsmæssigt klart Portugals største område, og det domineres af meget store kooperativer. Bønderne i disse kooperativer har ofte nogle ganske små jordlodder, og for at få så meget som muligt ud af den sparsomme jord, har mange valgt at gå efter højtydende sorter med god modstandsdygtighed, i stedet for kvalitetssorter. Det har betydet at Estremadura er hjemsted for store mængder billige og meget neutralt smagende vine, der er gode tørstslukkere. Langt det meste af denne vin konsumeres i Portugal, hvor den ofte sælges på store 5 liters dunke. Grønne druer som Antao Vaz, Arinto, Boal, Borrado das Moscas (Bical), Chardonnay, Esgana-Cão (Sercial), Fernão Pires, Galego, Malvasia Blanc, Rabo de Ovelha, Talia (Trebbiano), Trincadeira das Pratas og Vital dominerer, men det skyldes ikke at hvidvinen er bedst, men at disse druer er lettere at anvende til destillering. De primære blå druer er Alfrocheiro, Baga, Bastardo (Trousseau), Cabernet Sauvignon, Graciano (Tinta Miúda), Moreto, Mortágua (Periquita), Tinta Negra Mole, Ramisco, Tinta Amarela og Trincadeira Das Pratas, og de giver som regel lette rødvine med fin frugt. På det seneste er nogle få huse begyndt at fremstille langt mere seriøse vine, og i dag er det faktisk muligt at finde glimrende vine fra Estremadura. De er sjældne, men fordi området har et kedeligt ry er det ofte billigere end kvaliteten tilsiger. |
| The region Estremadura is in Portugal. |